Vi bestræbte os på hele tiden at gøre virksomheden bedre

SMV-nyhedFor stifteren af Nordvestkysten Feriehusudlejning A/S handlede det allerede fra start af om at gøre virksomheden værdifuld og derfor opnå den rigtige salgspris.

SMV

Artikel fra Din Revisor Informerer - foto Morten Mejlhede

Allerede fra den første dag, hvor Gert Ritter startede sin virksomhed med sommerhusudlejning i Nordjylland, var det med tanken om, at virksomheden på et senere tidspunkt skulle sælges. Det var derfor helt efter planen, at den landsdækkende sommerhusudlejningsvirksomhed Sol & Strand købte Nordvestkysten Feriehusudlejning A/S til overtagelse den 1. januar 2015. Med en baggrund som turistchef og bookingchef og med erfaring fra drift af andre virksomheder i bagagen gik Gert Ritter i 2003 i gang med sin nye virksomhed, der allerede efter den første måned fik så stor opbakning fra husejerne, at han kunne få 25 huse til udlejning i området omkring Løkken. I oplandet omkring den nordvestjyske by findes der et meget stort antal sommerhuse, og der er et stort marked for udlejning.

Medvind under finanskrisen
Kundegrundlaget kommer i stor stil fra Tyskland, og konkurrencen er intens. Gæsterne stiller krav om huse af høj kvalitet med gode faciliteter, og der er masser af alternative feriemuligheder at vælge imellem, så pris og kvalitet på husene skal være i orden. Da finanskrisen satte ind, fik det ikke negativ betydning for Gert Ritters virksomhed. Tværtimod satte mange flere sommerhusejere deres fritidsboliger til udlejning for at holde indtægten oppe under krisen. Lige før virksomheden blev solgt, havde den næsten 500 huse til udlejning. Disse repræsenterer tilsammen cirka 8000 udlejninger på et år.

Øgede værdien af virksomheden
Før Nordvestkysten Feriehusudlejning A/S blev solgt, havde Gert Ritter løbende kontakt til Sol & Strand, der på et tidligt tidspunkt udviste interesse for at erhverve forretningen. Men på tidspunktet for de første henvendelser var virksomheden ikke fuldt udviklet og klar til at blive solgt. ”Jeg iværksatte gennem årene en række tiltag med henblik på at øge virksomhedens værdi. Det har jeg mange eksempler på.” Et af de vigtigste tiltag var at luge ud i typen af huse, der blev taget ind til udlejning, hvilket betød, at huse under den nødvendige standard røg ud af sortimentet. Det gav samtidig en bedre økonomi, da de bedste og største huse oftest er de mest efterspurgte. Virksomhedens indtægter blev også gjort større på andre måder. ”For at forbedre vores forretning, valgte vi at tage gebyrer for nogle af de services, som virksomheden leverede”, fortæller Gert Ritter og fortsætter: ”Vi tog et administrationsgebyr for hver udlejningskontrakt, der blev ekspederet. Og vi begyndte at beregne et gebyr, når gæsterne havde hund med, hvilket de lidt ældre tyske ægtepar ofte har”. De mange bække små øger virksomhedens indtægter, og gør dermed den samlede forretning mere attraktiv i en købers øjne.

Hvordan finder man virksomhedens pris?
”Vi har gennem årerne løbende været i dialog med Sol & Strand, der allerede på et tidligt tidspunkt gave udtryk for interesse for at købe virksomheden”, fortæller Gert Ritter og tilføjer: ”Men hvornår er det det rigtige tidspunkt at sælge? Skal vi vente to-tre år mere? Vi satte den pris, vi gerne ville have, og hvis køber sagde nej til den, ville vi sagtens kunne drive den videre selv”. Den pris, som Gert Ritter havde sat, byggede på en beregning af hvilke indtægter, han og hans hustru, der også var tilknyttet virksomheden ville gå glip af, hvis de solgte den. Tilsvarende gjorde han sig tanker om, hvilken gavn køber ville kunne få, hvis køber overtog hans virksomhed i form af eksempelvis stordriftsfordele. ”Jeg fik det råd, at jeg skulle sikre mig, at betalingen faldt med det samme og ikke acceptere en såkaldt earn-out-aftale, hvor prisen ville blive afhængig af virksomhedens fremtidige resultater. Det råd fulgte jeg”.

Salget indgik ubeskattet i holdingselskabet
Da virksomheden startede i 2003, var det som en personligt ejet virksomhed, men i 2009 ændrede Gert Ritter virksomheden til et aktieselskab via en virksomhedsomdannelse. Siden blev der opbygget en holdingkonstruktion. En af fordelene ved dette er, at provenuet fra salget kan indgå ubeskattet i holdingselskabet og dermed placeres i andre investeringer. ”Fra starten skal man gøre sig klart, om man ønsker at opbygge en virksomhed med henblik på at sælge den senere, eller om man blot ønsker, at virksomheden skal drives, så man får en løbende indtægt fra den”, siger Gert Ritter. Den oprindelige plan var, at virksomheden skulle være en slags pension for Gert Ritter, men som 52 årig er det for tidligt for den driftige nordjyde at gå på pension, og han driver da også andre virksomheder ved siden af udlejningsvirksomheden. Gert Ritter har en aftale med Sol & Strand om, at han fortsætter med at arbejde i den i nogle år frem.

Kontakt

  • Sara Sayk

    Chefkonsulent - registreret revisor, cand.merc.aud.

    3369 1029
    4193 3129

Artikel fra
Din Revisor Informerer

Artiklen her på siden er fra magasinet Din Revisor Informerer.
Din Revisor Informerer henvender sig til revisors kunder og handler om aktuelle forhold inden for regnskab, revision, moms, skat og finansiering. 

Spørg Eksperten om ejerskifte

Brænder du inde med et spørgsmål om ejerskifte, uden at vide hvem du skal spørge? Få svar hos en af vores revisoreksperter hos Spørg Eksperten - helt gratis.

Find revisor

Sæt skub i din udvikling med en statsautoriseret eller registreret revisor.

Uanset om du skal bruge hjælp til basal økonomistyring, rådgivning indenfor fornyelse eller måske optimeret din virksomhed inden et ejerskifte, er en revisor et godt valg.

 

Find en revisor, der er medlem af FSR - danske revisorer