Årets guldfugl hedder Rikke-Sofie

PressemeddelelseChristian den fjerdes gamle Børssal i København dannede de festlige rammer om kåringen af årets guldfugl, da Danica Prisen blev uddelt for 28. gang – en pris, som går til de kandidatafhandlinger på cand.merc.aud.-studiet, som af dommerpanelet er kåret til at være de bedste, mest idérige og nytænkende inden for emnerne revision og eksternt regnskabsvæsen. Rikke-Sofie Sewohl fra SDU i Kolding gik hele vejen og vandt førsteprisen for sin afhandling om Key Audit Matters.

ArrangementerUddannelse

"I dag blev vinderen af Nobels Fredspris for 2018 udnævnt... det blev ikke mig... Til gengæld blev jeg kåret til vinder af Danica Prisen 2018. I min verden er det næsten lige så stort”. Sådan skrev Rikke-Sofie Sewohl på sin LinkedIn-profil efter at have vundet Danica Prisen 2018. Rikke-Sofie Sewohl modtog hæder og check på 30.000 kroner for at have skrevet en kandidatafhandling om Key Audit Matters. Specialet indeholdt en empirisk undersøgelse af, hvilken værdi Key Audit Matters tilfører revisionspåtegningen, og pwc-partner Mette Holy Jørgensen har været vejleder på afhandlingen. Formand for bedømmelsesudvalget, Rikke Holmslykke Christensen, fremhævede ved prisoverrækkelsen det unikke ved, at empirien tog såvel regnskabsbrugere, regnskabsaflæggere og revisorerne med i undersøgelsen af, hvor og hvordan Key Audit Matters tilfører værdi. Konklusionen i afhandlingen er, at Key Audit Matters tilfører værdi for alle tre grupper, men der er stadig et stykke at gå, før alle kender til dette område. Det er 28. gang, at FSR – danske revisorer sammen med forsikringsselskabet Danica uddeler prisen. 

Anden og tredje pladsen gik til kandidater, som alle har studeret cand.merc.aud. på CBS. Christina Adelskov Larsen og Matthias Dam Christensen løb med aftenens andenplads og fik dermed en pengepræmie på 20.000 kroner for deres speciale med titlen ”Begrænsning til revisors levering af ikke-revisionsydelser - En kvalitativ undersøgelse af, hvordan EU-forordningen påvirker PIE-selskaber og revisorer”.

Tredjepladsen og de 10.000 kroner gik til Filip Arthur Mickelsen og Michael Mosch Gellert med afhandlingen ”Aktiv brug af revisorer i skattekontrollen - En analyse af revisors muligheder for at deltage aktivt i skattekontrollen”.

Læs mere om de nominerede afhandlinger ved Danica Prisen 2018.

Om Danica Prisen Danica Prisen blev stiftet i 1991 med Danica Pension som sponsor. Uddelingen af Danica Prisen sker i samarbejde med FSR – danske revisorer, og prisen uddeles hvert efterår til de bedste kandidatafhandlinger på cand.merc.aud.-studiet inden for hovedområderne revision og eksternt regnskabsvæsen. Der er i bedømmelsen af afhandlingerne blevet lagt vægt på, om afhandlingen indeholder nytænkning, dokumenterer nye tiltag og forslag til arbejdsmetoder samt rapporteringsformer. Afhandlingen kan også indeholde holdninger til såvel nye som gamle normer, standarder og regelsæt inden for det/de beskrevne hovedområder.

Vinderne af Danica Prisen 2018

Førsteprisen og årets guldfugl: Rikke-Sofie Sewohl

Andenprisen gik til Christina Adelskov Larsen og Matthias Dam Christensen

Tredjeprisen gik til Filip Arthur Mickelsen og Michael Mosch Gellert

Prisvindere, vejledere, bedømmelsesudvalg og repræsentanter for Danica Pension og FSR – danske revisorer.