Nyt initiativ kickstarter virksomheder efter coronakrisen

SMV-nyhedNyt initiativ med designtænkning skal hjælpe SMV’erne til at tænke ud af boksen. Ansøgningsfrist inden 21. august.

SMV

Store dele af dansk erhvervsliv lider efter corona. Især de små og mellemstore virksomheder (SMV) er hårdt ramt. Nu får 100 virksomheder mulighed for at indgå i et forløb, der skal hjælpe dem til at nytænke og kickstarte forretningen. Der skal mere mod tilbage, mere vilje til at gå ad nye veje, hvis krisen skal vendes og bruges som den katalysator for forandring, den også er. 

 

Det mener Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond, der har fondet projektet ’Business as Unusual’ som en del af fondens initiativ GenstartNU. Målet er at styrke SMV’erne i en ofte svær tid:

 

“Projektet hjælper virksomhederne over i en fase af ny læring og vækst for både ledelse og medarbejdere i forbindelse med den nye virkelighed, som pandemien er med til at skabe. Ambitionen er at virksomhederne kommer styrkede gennem krisen og det vil vi gerne bidrage til,” siger Thomas Hofman-Bang.

 

Same procedure as every year
Da Mette Fredriksen den 11. marts lukkede Danmark ned, mærkede mange en begyndende bekymring og behovet for at holde fast i det velkendte. 

En naturlig reaktion, fordi kriser afkræver, at man koncentrerer sig om den aktuelle her-og-nu situation – om overlevelse kort og godt. Men det er også samtidig i krisetider, at det kan være ekstra betydningsfuldt at bruge nye sparringspartnere til at få inspiration og idéer til, hvordan man bedst omstiller sig, fortæller Anders Tolstrup Rasmussen, Senior Researcher i Designit Copenhagen:

 

Det ekstra lille skub til at turde gå ad nye veje er særligt betydningsfuldt netop nu. Fordi de gamle velkendte veje er usikre og måske i værste fald blinde. Her er det ofte ret effektfuldt at udfordre den traditionelle forretningstilgang, så alt ikke kun er styret af tal, Excel ark og KPI’er. Virksomhederne har brug for at tænke mere visuelt, taktisk og oplevelsesbaseret."

 

Anders Tolstrup Rasmussen skal sammen med sine kollegaer lede projektet ’Business as Unusual’, som Industriens Fond støtter med 7,41 mio. kroner. Projektet tager bl.a. udgangspunkt i designtænkning som metode til at tænke ud af den velkendte boks. Det skal bruges både til forretningsudvikling og som en motor for innovation. 

 

100 danske SMV’er har mulighed for at deltage i projektet, der foregår fire forskellige steder i landet, i henholdsvis København, Odense, Kolding og Herning. 

 

Projektet ‘Business as Unusual’ løber fra september til marts 2021. Tilmelding skal ske inden den 21. august via hjemmesiden: www.business-as-unusual.dk

 

FAKTA

‘Business as unusual:  

  • Forløbet skydes i gang september 2020 og afsluttes i marts 2020.
  • Det er gratis at deltage, men virksomhederne forpligter sig til at møde op.
  • Forløbet er fondet af Industriens Fond som del af GenstartNU og faciliteres af Designit.
  • Projektets partnere er Dansk Industri, AM Hub, Design Rådet og CBS. 

 

Om GenstartNU.dk: 

  • GenstartNU.dk er iværksat af Industriens Fond
  • Initiativet skal samtidig fordre innovation i SMV’erne ved at hjælpe og rådgive virksomheder, der er parate til at bruge den svære tid til forretningsudvikling.
  • Industriens Fond har afsat 150 mio. kr. til projektet. 
  • Dansk Erhverv og Dansk Industri bistår / hjælper med at bringe initiativet ud til virksomhederne.

 

Om Designit:

  • Designit er stiftet i 1991 i Aarhus og har i dag 18 kontorer fordelt over hele verden. Hovedkontoret ligger i Københavns Nordvest-kvarter. 
  • Designit blev i 2015 opkøbt af den indiske it-gigant Wipro
  • Virksomheden designer og udvikler vækststrategier, forretningsmodeller, services og produkter.