Ny app fra SKAT

SMV-nyhedSKAT har for nyligt lanceret en app, hvorfra det er muligt at indberette og betale moms samt tjekke diverse indberetningsfrister m.v.

SKAT har udarbejdet en app, så det fremover er muligt at tjekke og ordne sin skat og moms på mobilen. App’en henvender sig både til borgere og virksomheder, og hensigten er at videreudvikle og forbedre app’en løbende.

App’en hedder SKAT og kan benyttes på Iphones og Android telefoner ved download fra AppStore og Google PlayButik.

 

Mobil moms

Virksomheder kan med app’en indberette og betale moms via mobilen. Det er ligeledes muligt at se momsfrister og overføre disse til egen kalender. Løsningen er nem at bruge og henvender sig særligt til små og nystartede virksomheder med simple momsforhold. Det eneste som app’en kræver, er et NemID.

Sådan bruges momsløsningen:

  • Download app’en i AppStore eller PlayButik
  • Vælg Indberet moms
  • Log på med NemID-medarbejdersignatur (det er ikke muligt at logge ind med privat NemID).
  • Indtast virksomhedens indgående og udgående moms. Derefter vil løsningen beregne, hvor meget der skal betales.
  • Klik på Godkend
  • Det er nu muligt at gå direkte videre til betaling.

Når du har indberettet, kan du betale med MobilePay eller VisaDankort. Du kan dog først betale momsen 5 hverdage før fristen – ligesom det gælder på TastSelv Erhverv.

Det er endvidere muligt at beregne, om der er mulighed for fradrag for moms via app’ens fradragsservice, hvis du i forbindelse med din virksomhed har været ude at spise eller overnatte.

Er der problemer med mobil moms, kan du fortsat indberette via TastSelv Erhverv på SKATs hjemmeside.

 

Frister

Det er ligeledes muligt via app’en at hente samtlige relevante frister for virksomheden og overføre dem til egen kalender. Som virksomhedsejer er det muligt at vælge forskellige sikkerhedsniveauer, herunder NemID, pinkode eller åben adgang, mens en medarbejder altid vil skulle bruge NemID.

Hvis du logger på med medarbejdersignatur, virker kalenderen kun, hvis du har rettigheder til at se virksomhedens frister.

 

Dagsbevis

Via app’en kan du også få udstedt et dagsbevis, der giver dig ret til at køre private ærinder i en bil på gule nummerplader. Som udgangspunkt er dagbeviset gyldigt 5 minutter efter køb og gælder indtil midnat, men det er også muligt via app’en at købe til en anden dag. Herefter gælder dagsbeviset i 24 timer. Er dagsbeviset købt på en pc, vil kvitteringen herfor også være mulig at finde i app’en. Denne kvittering er gyldig ved fremvisning til politiet.

 

Vægtafgiftsberegner

Du kan regne ud, hvad du skal betale i grøn ejerafgift eller vægtafgift for et køretøj via app’en.

 

App’en til brug for borgere

SKAT’s nye app kan ligeledes benyttes af borgere til blandt andet at se og ændre forskudsopgørelsen samt se årsopgørelsen fra sidste år. Endvidere kan app’en bruges til at beregne kørselsfradrag såvel som udbetalt løn. For at anvende lønberegneren skal du bruge din trækprocent samt dit månedsfradrag. Dette kan du finde ved at logge ind og se din forskudsopgørelse.

App’en kan ligeledes udstede dagsbeviser til borgere. Herved kan du få lov til at køre privat i en bil på gule plader. Se i øvrigt førnævnte afsnit om dagsbeviser.

 

Toldberegner

Det er også muligt via app’en at beregne, hvad du som privatperson skal betale i told for varer, som du køber online og får tilsendt fra et land uden for EU. Såfremt varen sendes fra et EU-land tillægges der ikke moms.

 

Vægtafgiftsberegner

Det er også muligt at beregne, hvad du skal betale i grøn ejerafgift eller vægtafgift for et køretøj via app’en.

 

Beskeder

SKAT sender dig ligeledes via app’en beskeder om, hvornår det kan være en god idé at rette din forskudsopgørelse, således at du løbende får betalt den rette skat og dermed undgår en restskat næste forår. SKAT sender typisk beskeder, når du ikke har rettet i din forskudsopgørelse, men har købt eller solgt bolig, har fået nyt job, er gået på pension, efterløn eller barsel, eller hvis du får dagpenge.

 

Læs mere om SKATs nye app her.