Din årsrapport er afgørende for dine lånemuligheder

SMV-nyhedDit selskabs årsrapport er et af de vigtigste input, når banken skal kreditvurdere dig. Spar ikke på informationerne og sørg for at være troværdig i både ord og handlinger.

SMV

Ifølge et af Danmarks største pengeinstitutter giver dit selskabs årsrapport de vigtigste input til deres kreditvurdering af dit selskab. Det skyldes, at banken gennem årsrapporten får et indblik i dit selskabs historiske præstationer.

Jo flere informationer du giver i regnskabet og i øvrigt om dit selskabs finansielle udvikling og fremtidsplaner, des bedre muligheder har du får at påvirke banken i forhold til dine lånemuligheder.

Klik på billeder for at se en større version

En høj kreditrating er udtryk for, at virksomheden vil have lettere ved at låne penge. Kreditbureauet Experian har vurderet mere end 100.000 små selskabers kreditværdighed i 2013. Konklusionen er, at årsregnskaber uden anmærkninger i gennemsnit har en væsentligt højere kreditrating end virksomheder uden reviderede regnskaber.

Banken udarbejder sin egen analyse af dig og dit selskab, hvor de inddrager din årsrapport. Ud fra årsrapporten foretager banken en første kreditvurdering af dit selskab. I vurderingen indgår typisk nøgletal beregnet ud fra årsregnskabet.

Derudover - som det fremgår af figuren herover - har det også betydning, om du har valgt at få regnskabet revideret af en revisor.

Har du selv styr på dine nøgletal – læs mere om de mest gængse nøgletal på Nøgletallenes ABC

Herudover er det op til dig, at udarbejde yderligere materiale, så du kan sikre, at banken får det bedst mulige indblik i din virksomhed. Spørg din bankrådgiver, hvilket materiale din bank ønsker udover dit selskabs årsrapport.

Du kunne eksempelvis supplere dit selskabs seneste årsrapport med et internt regnskab, der indeholder oplysninger, som ikke kan læses i dit offentlige regnskab – eksempelvis din nettoomsætning og dit vareforbrug eller dine produktionsomkostninger.

Sørg også for en informativ ledelsesberetning enten i årsrapporten eller i det interne regnskab, der forklarer eventuelle udsving i tallene i forhold til det forventede.

En for sent afleveret årsrapport til Erhvervsstyrelsen er ofte en indikator for problemer i virksomheden.

Det er også en god ide at holde banken løbende opdateret med både drifts- og likviditetsbudgetter, inklusiv de forudsætninger der ligger til grund for estimaterne i budgettet. Følg op løbende, hvis udviklingen ikke går som forventet, så det ikke kommer som en overraskelse for banken, når næste års årsregnskab bliver afleveret, og det realiserede resultat ikke ligner det budgetterede (forventede) resultat.

Har du en forretningsplan for din virksomhed, er det også en god ide at give den til banken. Det viser, at du tænker over fremtiden, konkurrenceintensiteten i din branche med videre. Og det betyder også noget for banken i dens kreditvurdering.

Brug www.fsr.dk/indblik til at se hvordan det går for dine konkurrenter og udvalgte nøgletal for din branche.

Vær opmærksom på kvaliteten af de informationer, du giver til banken. Det skal være gennemarbejdet og pålideligt materiale. Banken er trænet i at aflæse regnskaber og budgetter, og de stiller spørgsmålstegn, hvis regnskabet mangler oplysninger eller budgetterne virker overoptimistiske.

Kontakt

  • Sara Sayk

    Chefkonsulent - registreret revisor, cand.merc.aud.

    3369 1029
    4193 3129
  • Jakob Holm

    Chefkonsulent

    3369 1069
    4193 3169

Virksomhedsindblik

FSR - indblik: Hvad skriver revisor i rgnskabet og hvilken sikkerhed er der for regnskabsoplysningerne

Slå danske selskaber op og få svar på, hvilken sikkerhed der er for oplysningerne i et regnskab og se og revisor her givet anmærkninger i seneste regnskab.

Redskabet giver også et overblik over, hvordan et selskabet klarer sig i forhold til andre selskaber.

Prøv det her:
Virksomhedsindblik

Afstemning

Hvem hjælper dig med at udarbejde din virksomheds årsrapport?