Vælg den rigtige revisor

SMV-nyhedSkal du have stillet et regnskab op eller dybere økonomisk rådgivning? Der er forskel på kvaliteten - vælg den revisor, du har behov for. Få seks gode råd til hvordan DU vælger den rette revisor for dig og din virksomhed.

Hvad er en god revisor?

Hvis en god revisor er det samme som en billig revisor, så er det bare ud på Google og søge løs. Der findes masser af programmer med billig regnskabsmæssig assistance. Faktisk behøver man ikke være godkendt revisor for at assistere med regnskab, og hvis man ”bare” skal have et regnskab sat sammen, så kan sådanne løsninger være helt fine.

Men som på mange andre områder hænger pris og kvalitet sammen. Hvis din virksomhed er i vækst, hvis du står over for generationsskifte, hvis du har en nichevirksomhed, hvis du ved at du i løbet af en årrække, skal ud og finde kapital, hvis du gerne vil formindske risikoen for at blive udtaget til kontrol hos SKAT eller hvis du ønsker en kvalificeret rådgiver, så vil jeg anbefale dig et finde en ”god” revisor.

En god revisor er først og fremmest en, der rent faktisk ER revisor
Det vil sige, en der i mindst 3 år har udført revisionsopgaver i en godkendt revisionsvirksomhed og har bestået eksamen for registrerede revisorer (kvalifikationseksamen), eller eksamen for statsautoriseret revisor (revisoreksamen) og som er forsikringsdækket mod økonomiske krav fremkommet på baggrund af revisorhvervet.  

6 ting du skal overveje når du vælger revisor.

#1 Forvent specialviden om din type virksomhed. Det er en kæmpe fordel for dig, hvis din revisor har andre lignende typer virksomheder blandt sine kunder, da det næsten altid vil være et plus med branchekendskab. En revisor har i øvrigt tavshedspligt, så du skal ikke være bekymret over, om der siver informationer ud til konkurrenter.

#2 Når du indhenter tilbud så vær opmærksom på, om det er et fast tilbud, eller om der løber noget ekstra på. Du skal også undersøge, hvem det er der kommer til at sidde med din sag, og selvfølgelig få tilbud flere steder fra.

#3 I et større revisionsfirma får du ofte adgang til flere specialister og et netværk af eksempelvis advokater, forbindelser i banker, investorer og meget mere der kan være til din fordel. Typisk betaler du så lidt mere for din revision, men de penge kan hurtig være godt givet ud.

#4 Få klarhed over hvad du kan forvente af svar tider, når det kommer til din sag. Mange har svært ved at få kontakt til deres revisor, så det er en god ide at forventningsafstemme, inden du skriver under.

#5 Overvej hvilken type af revision du har brug for. Forskellige typer af påtegninger giver fordele for dig og din virksomhed i forhold til f.eks. dit samarbejde med banken. Ligeså er der specielle krav til revisorens uddannelse, hvis der er tale om børsnoterede virksomheder eller finansielle virksomheder, eller hvis du som forening eller virksomhed modtager offentlig støtte.

#6 Kemi er vigtigt, hvis man skal samarbejde. Du skal have en god ”mavefornemmelse”, når du vælger din revisor.

Kontakt

  • Sara Sayk

    Chefkonsulent - registreret revisor, cand.merc.aud.

    3369 1029
    4193 3129

Artikel af ekstern skribent

Artiklen her på siden er skrevet af statsautoriseret revisor og partner Ole Skou, Grant Thornton statsautoriseret revisionspartnerselskab

Find revisor

Sæt skub i din udvikling med en statsautoriseret eller registreret revisor.

Uanset om du skal bruge hjælp til basal økonomistyring, rådgivning indenfor fornyelse eller måske optimeret din virksomhed inden et ejerskifte, er en revisor et godt valg.

 

Find en revisor, der er medlem af FSR - danske revisorer