Hvad siger årsrapporten om dig?

SMV-nyhedFor kreditinstitutioner, analytikere og investorer er årsrapporten den vigtigste enkeltstående informationskilde til at vurdere en virksomhed. Har du kigget i dine konkurrenters årsrapporter, og hvad siger din egen årsrapport om dig? Det spørgsmål, er virksomheden SMARTPAGE ekstra opmærksom på.

SMVRegnskab

Klik for større udgave.
Kilde: Brugen af årsrapporter for mindre virksomheder, Analyse udarbejdet af DAMVAD for Erhvervsstyrelsen, juni 2014

Årsrapporter fra mikro og små virksomheder vurderes at være den mest betydningsfulde kilde til information i forbindelse med vurdering af virksomheder. Sådan lyder en af konklusionerne i analysen ’Brugen af årsrapporter for mindre virksomheder’, som DAMVAD har udarbejdet for Erhvervsstyrelsen.

”I de næste måneder går vi ind i regnskabssæsonen for de mindre danske virksomheder. Her vil omkring 140.000 selskaber aflevere nye årsregnskaber. Det betyder, at du kan få nye data på kunder og konkurrenter – og er du blandt de 140.000, så får dine kunder og konkurrenter også nye data på dig,” siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen.

De fleste virksomhedsejere har oplevet, at banken spørger efter en årsrapport, når de skal vurdere en virksomhed, inden de eksempelvis giver et lån. Derudover følger kreditbureauer hele tiden med, når der kommer nye årsrapporter og lader informationerne indgå i deres vurdering. Årsrapporten er dermed en vigtig del af det billede omverdenen har af en virksomhed.

”Derfor giver det god mening for virksomhederne selv at følge med, når kunder og leverandører i den kommende tid afleverer deres seneste årsrapport. De ny årsrapporter er tilgængelige i cvr-registret få sekunder efter, at de er indsendt, og du har mulighed for at få notifikationer, når virksomheder, du udvælger, afleverer deres årsrapport,” siger Tom Vile Jensen.

Mens årsrapporten vurderes som vigtigste informationskilde, viser Damvads analyse også, at årsrapporten sjældent står alene som informationskilde for især avancerede brugere, som eksempelvis bankerne.
De kan have brug for flere informationer og indhenter derfor supplerende viden via fx personlig kontakt med virksomhedens ledelse, oplysninger fra RKI, erfaringer fra samarbejdspartnere, kreditforsikringsoplysninger eller virksomhedens hjemmeside.

Andre kan kigge med i virksomhedens økonomi
Alle virksomheder, der drives i selskabsform, hvor ejeren ikke hæfter personligt for virksomheden, skal udarbejde og indberette en årsrapport, som efterfølgende er offentligt tilgængelig.
Det giver andre muligheden for at kigge med i virksomhedens økonomi, når den drives i selskabsform.

Hos webbureauet SMARTPAGE i Roskilde ser direktør Anders Ebdrup årsregnskaberne som en mulighed for at vise over for kunderne, at de kører en seriøs forretning:

”Når man har et selskab, kan andre også se regnskabstallene, og det kan godt være en ulempe. Men det er vigtigt for mig, at mine kunder kan se, at vi tjener penge, og at vi ikke er væk i morgen. Det betyder noget for den type kunder, vi henvender os til. Da vi var blevet et ApS, ønskede vi at opstille og udsende det første regnskab så hurtigt som muligt, så potentielle kunder kunne se vores tal. Jeg undersøger jo også selv, om mine nye kunder har en god økonomi,” siger Anders Ebdrup.